“Toms Skildpadde vs. Natpadde” er en vinder, fordi casen demonstrerer, hvordan et brand med en hurtig, strategisk og veldokumenteret indsats kan forvandle et ukontrolleret kulturøjeblik til målbar forretningseffekt.
Da Klovn gjorde Toms Kæmpe Skildpadde til “Natpadde”, opstod der en samtale, vi ikke selv havde planlagt — og som brandet heller ikke havde fuld kontrol over. Produktet blev sat ind i en absurd og potentielt risikabel kontekst, hvor joken handlede om at sove med en Toms Kæmpe Skildpadde i munden. Vi kunne have valgt at ignorere joken eller forsøge at beskytte brandet ved at tage afstand. I stedet reagerede vi hurtigt, selvironisk og kommercielt præcist.
Det stærke ved casen er, at vi ikke blot greb joken. De omsatte den til en sammenhængende aktivering. På sociale medier blev danskerne inviteret ind i debatten om “Skildpadde vs. Natpadde”. På TV2 Play blev seerne mødt af Toms ”Skildpadde vs. Natpadde” pausebanner i direkte forlængelse af Klovn-universet. Og i butik blev det koblet til den konkrete købssituation. Målet var at udnytte det aktuelle kulturøjeblik til at skabe engagement og aktualitet omkring Skildpadden – og samtidig vise, at et traditionsrigt brand godt kan tage en joke, selv når man ikke selv har sat dagsordenen. Og selvom det potentielt kan sætte brand og produkt i et dårligt lys.
Effekten var tydelig. Med et mediebudget på under 20.000 kr. skabte indsatsen over 1,9 mio. visninger og markant organisk spredning. Vigtigst af alt blev opmærksomheden omsat til salg med +70 % vækst i salgsværdi sammenlignet med samme periode året før. Til sammenligning lå væksten i uge 1–32 på +35 %. Det viser et markant ekstra momentum netop i den periode, hvor Natpadde-samtalen var aktuel og aktiveringen blev eksekveret.
Casen er derfor en stærk kandidat til Effektprisen, fordi den viser en klar sammenhæng mellem indsats og resultat. Ikke gennem et stort budget eller en lang kampagneperiode, men gennem præcis timing, relevant mediebrug og evnen til at koble kulturel opmærksomhed direkte til kommerciel handling. “Skildpadde vs. Natpadde” beviser, at effektiv kommunikation ikke nødvendigvis handler om at skabe opmærksomhed fra bunden — men om at reagere, når opmærksomheden opstår, og omsætte den til målbar effekt.
Toms Kæmpe Skildpadde er ikonisk dansk chokolade, som de fleste danskere kender — og mange har en holdning til, hvordan man “rigtigt” spiser. Produktet har derfor en stærk kulturel position, hvor ritualer og nostalgi allerede er en del af brandets værdi.
I “Natpadde”-afsnittet anbefaler Revisor Kurt til Frank, at man putter en Kæmpe Skildpadde i munden, når man går i seng, fordi det angiveligt giver bedre søvn. Det humoristiske twist er, at man samtidig risikerer at blive kvalt. For Toms var det et uventet brandøjeblik med både mulighed og risiko: Produktet fik enorm aktualitet, men i en kontekst, brandet ikke selv havde valgt eller var afsender på.
Opgaven var at omsætte den spontane opmærksomhed, hvor danskerne allerede talte om Skildpadden, til positivt engagement og effekt — uden hverken at gøre brandet defensivt eller overforklare joken.
Den kommercielle mulighed lå i hurtig respons og relevans. Hvis vi reagerede hurtigt nok og med den rigtige tone, kunne brandet tage del i samtalen, styrke sin kulturelle aktualitet og gøre interessen salgbar tæt på købssituationen. Det krævede en aktivering, der kunne bevæge sig fra samtale til handling: i sociale medier, i Klovn-konteksten og til sidst i købssituationen nede i butik.
Strategien var at reagere hurtigt, kontekstuelt og tæt på købssituationen. Målet var ikke at skabe en stor reach kampagne fra bunden, men om at konvertere et uventet kulturøjeblik til engagement, relevans og salg.
Allerede dagen efter Klovn-afsnittet var vi klar med responsivt SoMe-opslag med ”Skildpadde vs. Natpadde” der anerkendte debatten og inviterede danskerne til at vælge side. Tonen var let og selvironisk, så brandet kunne deltage i joken uden at virke opportunistisk eller defensivt. Opslaget blev publiceret organisk på Meta og understøttet med paid boosting.
Kommentarsporet blev aktivt brugt som en del af eksekveringen. Gennem community management holdt vi samtalen i gang og lod diskussionen om den “rigtige” måde at spise en Skildpadde på udvikle sig. Samtidig blev relevant omtale og brugergenereret indhold (uden sponsoreret samarbejde) delt i story-format, bl.a. fra profiler som Anders Hemmingsen og Casper Christensen, hvilket forstærkede den organiske spredning.
For at skabe maksimal kontekstuel relevans blev aktiveringen også foldet ud i TV2 Plays pauseformat målrettet den nyeste sæson af Klovn og selve “Natpadde”-afsnittet. Her blev seerne mødt af “Skildpadde vs. Natpadde”, når de satte Klovn på pause. Dermed blev budskabet placeret direkte i den rette kontekst.
Endelig blev aktiveringen ført ned i butik med “Natpadde” POS materiale og synlige produktplaceringer. Det var afgørende for effekten: Opmærksomheden blev ikke kun samlet i medierne, men også koblet til købssituationen. Løsningen bandt derfor tre niveauer sammen: i selve kulturøjeblikket, den opfølgende sociale samtale og den fysiske tilstedeværelse i butik, hvor det efterfølgende nærmest kun blev omtalt som Natpadde.
“Skildpadde vs. Natpadde” opstod uventet i forbindelse med et afsnit af Klovn og i stedet for en planlagt kampagne, booste vi det momentum, der allerede skete naturligt og hjalp samtalen på vej – med blot 20.000 DKK i mediebudget. Resultatet taler for sig selv: næsten fordoblet salg af Skildpadder i de følgende uger.
● Forretnings impact: ”Natpadde” har sendt salget af Toms Skildpadde i vejret med en vækst i salgsværdi på +70 % i uge 33–36 (i perioden efter Klovn sæson 10 ”Natpadde”-afsnittet udkom) sammenlignet med samme periode sidste år. Til sammenligning var værdivæksten på kun +35% i perioden uge 1-32 op til episoden (vs. sidste år). Så den øgede opmærksomhed og forstærket interesse og i det hele taget den måde Toms greb det hele an på har i den grad haft en stor salgsopløftende effekt på Toms Kæmpe Skildpadde!
● Visninger: Over 1,9 millioner samlede visninger på tværs af Facebook og Instagram. Selvom opslaget blev boostet, kom størstedelen fra organiske visninger. "Natpadde"-opslaget opnåede 1.171.863 organiske visninger. Den gennemsnitlige organiske performance ligger på ca. 165.000 visninger, svarende til 7x over gennemsnittet. Dette vidner om, at indholdet performede suverænt uden betaling bag.
● Reach og effektivitet: “Natpadden” leverede en reach på 221.926, hvilket er over gennemsnittet (ca. 202.000) for lignende opslag. Samtidig lå CPM på 19,94 kr., hvilket er lavere end benchmark (ca. 20,8 kr.), hvilket indikerer en mere effektiv udnyttelse af budgettet.
● Engagement: 4.324 organiske reaktioner og 591 organiske interaktioner. Den store mængde engagement illustrerer, at indholdet ramte pletskud ift. målgruppen og tydeligt tegn på interesse og relevans.
● Organisk performance: Over 255.000 organiske visninger på Instagram og markant over normalt niveau for brandets indhold. Samtidig ses en tendens til at udtrykket “Natpadde” spredes og deles på sociale medier.
● TV-synlighed: Næsten 50.000 visninger via TV2 pauseformat i direkte forbindelse med Klovn-universet.
● Nyhedsmedier: Effekten af ”En Natpadde”-afsnittet endte også med at skabe overskrifter hos flere nyhedsmedier, som leverede historien om den øgede interesse for Toms Kæmpe Skildpadde efter Klovn-afsnittet, som dermed bidrog til endnu mere omtale.
Resultaterne viser, at en hurtig og veldokumenteret kampagneindsats med minimalt budget kan skabe direkte målbar effekt på bundlinjen. Klovn skabte opmærksomheden, men vores hurtige reaktion og aktivering gav samtalen en brandet og købsnær retning og udnyttede til fulde et markant kommercielt momentum.