I Saxo har vi skabt en unik løsning, der ikke kun gør det nemt at videresælge bøger, men også giver både køber og sælger en let måde at gøre deres bogforbrug mere bæredygtigt på.
Med vores in app-løsning til at sætte bøger til salg tager vi os al praktikken, der er forbundet med at sælge brugt, samtidig med at vi gør det nemt for køberne at handle grønnere, når de køber bøger.
Med Saxos brugtbogsløsning ønskede vi at udvikle en digital markedsplads for brugte bøger og integrere den med Saxos eksisterende platform for køb af nye bøger.
Løsningen skulle være et miljøvenligt og bæredygtigt alternativ til at købe nye bøger, og den skulle både forenkle processen og nedbryde barrierer forbundet med videresalg af bøger, samt kræve et minimum af indsats for den sælgende part sammenlignet med eksisterende løsninger.
For at imødekomme forbrugertendenser ønskede vi at præsentere kunderne på Saxo.com for brugte bøger på lige fod med nye bøger og på den måde gøre det nemt for læserne at vælge brugt og gøre deres litteraturforbrug mere bæredygtigt.
Hvert år bliver der købt millioner af bøger, men kun hver tredje læser angiver i Saxos læseundersøgelse, at de vil læse den samme bog flere gange. Alligevel har mange svært ved at skille sig af med bøger, for man knytter sig emotionelt til det, man læser. Som en læser fortæller i læseundersøgelsen: ‘En god bog lever jeg mig helt ind i'.
Selvom det er forbundet med dårlig samvittighed at smide bøger ud, sker det stadig alt for ofte, at bøger, der skal genanvendes miljømæssigt korrekt, ender i skraldespanden i stedet for på genbrugsstationen. Det betyder, at der årligt sendes mange tusind tons bøger til afbrænding, som ikke nødvendigvis fejler noget, og som mange andre læsere ville kunne få glæde og gavn af. Det står i kontrast til forbrugertendensen, der viser en bevægelse mod øget klimabevidsthed og et ønske om en mere bæredygtig livsstil, hvor forbrugsgoder i højere grad kan cirkulere.
Der eksisterer allerede løsninger, hvor det er muligt at sælge brugte bøger, dog uden samme direkte kontakt til de forbrugere, som allerede er i markedet for at købe litteratur. Med Saxos brugtbogsløsning kan private sælgere sætte deres bog til salg side om side med nye bøger på Saxo.com. Vores brugerdata viser, at hovedparten af kunderne på Saxo.com benytter sitets søgemaskine til at fremsøge en specifik bog eller et forfatternavn for først derefter at forholde sig til læseoplevelsens format (fysisk bog/lydbog/e-bog/brugt bog).
Med denne løsning bliver de i deres ordinære købsproces nu også præsenteret for det grønne valg mellem nyt og brugt, hvis en bog er sat til salg af en anden læser.
Saxos brugtbogsløsning blev lanceret som et MVP-projekt i 2019 for at afprøve markedet, løbende modtage feedback og videreudvikle agilt i henhold til læsernes ønsker og ageren. Siden har løsningen undergået en række optimeringer, og indgår nu som en del af Saxos kerneforretning.
I første fase har vi lanceret løsningen below the line. Derudover indgår den som en fast del af et always on onboarding-flow til nye medlemmer af Saxo Premium og har i den forbindelse vist sig at være et effektivt fastholdelsesgreb. I 2022 har vi desuden markedsført løsningen på TV og SoMe og har planer om at udvide markedsføringen i anden halvdel af 2022.
Saxos brugtbogsløsning fjerner barriererne for at sælge brugte bøger med en smidig salgsproces, der eliminerer besværlige trin såsom dialog mellem køber og sælger, prissætning, adresseudveksling, leverandørvalg osv.
Løsningen er en del af Saxos bogmedlemskab, Saxo Premium, og er både tænkt som indtræk til nye medlemmer og fastholdelsesgreb til eksisterende medlemmer, der minimerer risikoen for churn og gør det muligt at tjene penge på sit medlemskab.
Løsningen er udviklet som mobile-first, hvor Saxo Premium-medlemmer kan videresælge bøger gennem Saxos app. Registrering af bogen, der skal sælges, sker i appen vha. telefonens kamera, der scanner bogens stregkode. Herefter trækkes bogens produktinformationer baseret på vores eksisterende data. Saxo giver automatisk en prissætningsanbefaling og pålægger administrationsgebyr. I alt tager det kun tre klik at sætte en bog til salg.
Når bogen er oprettet, indgår den på lige fod med nye bøger i Saxos sortimentet på over 10 millioner bøger. Samtidig kobles brugte bøger automatisk med nye udgaver på den enkelte produktside. På den måde bliver købere, der ellers har klikket på den nye udgave af bogen, gjort opmærksom på, at der findes et grønnere valg.
Som de eneste på markedet tilbyder Saxos brugtbogsløsning en gnidningsfri og brugervenlig salgsproces, hvor bogen når købere, der ikke vidste, at de var i markedet for en brugt bog.
Tilslutningen og tilfredsheden fra kunderne har været stor, og vi oplever en accelererende vækst både i antallet af salg og sælgere – en stigning, der langt overstiger Saxos generelle vækst.
- I 2021 blev der solgt 40.000 brugte bøger via løsningen.
- Fra 2020 til 2021 er salget af brugte bøger steget med 250 %.
- Siden 2019 er der blevet sat over 100.000 brugte bøger til salg.
- Løsningen øger medlemmernes tilfredshed, og vores data viser, at funktionen er et effektivt fastholdelsesgreb.
- Kunderne giver løsningen topkarakter, og de er især begejstrede for at få muligheden for at vælge en brugt bog fremfor en ny.
Kunderne udtaler bl.a. på Trustpilot:
"Kære Saxo. Glæde er, at I findes. Det var så enkelt og nemt, langt udover hvad jeg havde forestillet mig. Min ønskede bog var desværre også udsolgt hos Jer, ligesom den også havde været det de andre steder hvor jeg havde søgt den, MEN pludselig findes den alligevel og ovenikøbet i en brugt og billigere udgave. I gør et godt job smukt arbejde. Venlig hilsen Marie Louise Poulsen"
"Har købt en brugt bog. Synes det er fedt, at Saxo har den ordning. Jeg går ind for genbrug. Og en brugt bog har sjæl, som en ny bog ikke har."
"Meget stort udvalg til rimelige priser. Ofte gode tilbud. Godt koncept at kunne få valget mellem at købe en ny eller brugt bog."
På trods af at løsningen primært at blevet markedsført below the line, har vi allerede opnået et højt niveau af solgte, brugte bøger. Det viser tydeligt, at læserne ønsker et bæredygtigt alternativ til nye bøger. Derfor er vi overbeviste om, at det er muligt at indfri et langt større potentiale, når vi udvider markedsføringen af løsningen i anden halvdel af 2022.