Fordi den ikke bare bygger på en unik indsigt, men også opfandt en helt ny mediekanal.
“HØRT i Natten” forvandlede den oversete genstand, garderobebilletten, til en adgangsbillet til anonym rådgivning. På et stærkt begrænset budget lykkedes det at aktivere en vane, som aldrig før har været udnyttet: At unge tager billeder af deres garderobebilletter, så de ikke mister dem. Ved at trykke en QR-kode på 250.000 billetter og distribuere dem til mere end 100 venues, blev kampagnen ikke en afbrydelse i nattelivets støj, men en naturlig forlængelse af de unges egen adfærd.
Valget af mediekanal – den første af sin art nogensinde – udgjorde var fundamentet for hele løsningen. Uden den: ingen idé, ingen effekt, ingen livline.
Formålet var at gøre HØRTs rådgivningstilbud til unge mere synligt og tilgængeligt – netop i de øjeblikke, hvor sårbarhed og ensomhed opstår. Ambitionen var ikke blot awareness, men konkret handling: at få flere unge til at bruge HØRTs anonyme rådgivning og styrke kendskabet til tilbuddet – uden at bruge klassiske reklameformater, som let overses i målgruppens mediehverdag. Og for et budget på 40.000 kroner.
Målgruppen var unge mellem 16 og 24 år, som færdes i nattelivet, og som ofte skjuler deres psykiske sårbarhed bag stories og smil. En kvalitativ afdækning afslørede en præcis adfærd, som blev kampagnens kreative omdrejningspunkt: Mange unge tager et billede af deres garderobebillet, så de ikke mister den. Den handling blev omdannet til en ny kanal. Ikke som forstyrrelse – men som et funktionelt og empatisk touchpoint, der dukkede op netop dér, hvor den indre uro rammer: I natten hvor følelser forstærkes og dagen derpå. I kamerarullen.
Kampagnen blev aktiveret oktober-december 2024. Gennem en målrettet distribution af 250.000 billetter til mere end 100 klubber, koncertsteder og ungdomsuddannelser i hele landet blev kampagnen doseret med præcision: Ikke bredt og dyrt, men dybt og rigtigt. Og med en lang efterklang, da QR-koden også levede videre i kamerarullen.
Strategien var at ikke konkurrere om opmærksomhed, men i stedet aktivere et eksisterende adfærdsmønster og gøre rådgivningstilbuddet til en del af en handling, der allerede fandt sted. Det var ikke reklame som støj – men som funktion. QR-koden var ikke en gimmick, men en livline. Kampagnen blev forankret i både det fysiske og det sociale: Billetter i hånden og stories i feedet. Influenter delte deres egne erfaringer med sårbarhed og brugte garderobemærket som visuelt og narrativt anker.
• 63,1 % stigning i henvendelser til HØRTs anonyme rådgivning
• 250.000 garderobebilletter distribueret til mere end 100 steder
• 597.000 impressions og 15.690 engagements
Kampagnen gav HØRT en ny, styrket position i offentligheden og stiller organisationen stærkere i arbejdet med at sikre fondsmidler fremadrettet
Og alt dette for et budget svarende til én printannonce