Denne kampagne er en klar vinder, fordi den er indsigtsfuld, brandende, hamrende kontekstuel og leger intelligent med formatet.
Kampagnen bygger direkte videre på Mads & A-holdets brand. Programmet er kendt for at tage hverdagens små og store dilemmaer under kærlig behandling, og kampagnen fungerer som en naturlig forlængelse af det univers frem for en traditionel reklame.
Samtidig tager den udgangspunkt i et genkendeligt dilemma fra offentlig transport og placerer budskabet præcis dér, hvor dilemmaet opstår. Det gør kommunikationen både relevant og umulig at ignorere.
Endelig udnytter den mediet på en kreativ måde. Ved at lade bussens hjul fungere som filehoved, der filer hudflager, bliver bussen ikke bare en medieplacering, men en aktiv del af idéen. Mediet er ikke noget, kampagnen kører på. Det er selve kampagnen.
Kampagnen har til formål at fange danskernes opmærksomhed i bybilledet og minde dem om, at svarene på livets små og store dilemmaer kan findes hos Mads & A-holdet på Podimo.
Målgruppe og målgruppeindsigt:
Målgruppeindsigten tager udgangspunkt i de små og store dilemmaer, vi alle oplever i det offentlige rum. Situationer, hvor én persons helt naturlige adfærd kan opleves som dybt irriterende, mærkelig eller direkte forkert af andre. Det er her spørgsmål som: "Kan jeg sige noget til Preben, der filer fødder i bussen?" opstår.
Den type hverdagssituationer er selve kernen i Mads & A-holdet. Programmet hjælper lytterne med at navigere i de gråzoner, hvor der sjældent findes et entydigt svar, men hvor alle har en holdning.
Samtidig er offentlig transport et af de steder, hvor målgruppen oftest lytter til podcasts. Når vi pendler, observerer vi mennesker omkring os, irriterer os over deres vaner og funderer over, hvordan vi selv bør reagere. Derfor blev bussen ikke kun valgt som medie, men som det sted, hvor både dilemmaet og løsningen naturligt hører hjemme.
Ved at placere et klassisk Mads & A-holdet-dilemma direkte i den kontekst, hvor målgruppen oplever lignende situationer, bliver budskabet ekstra relevant. Kampagnen møder mennesker i det øjeblik, hvor de er mest tilbøjelige til både at genkende dilemmaet og have lyst til at lytte med.
Kampagnen rammer målgruppen på det helt rigtige tidspunkt og i den rette kontekst. Den møder mennesker, mens de bruger offentlig transport, som både er stedet, hvor dilemmaet opstår, og hvor mange lytter til podcasts. Samtidig er doseringen enkel og effektiv. Ét stærkt visuelt greb, ét genkendeligt dilemma og en klar afsender sikrer, at budskabet hurtigt forstås, selv i en travl hverdag.
Strategien var at bringe programmets kerneprodukt, dilemmaet, til live gennem mediet. Ved at lade et klassisk Mads & A-holdet-dilemma udspille sig direkte på bussen blev mediet ikke blot en kanal for budskabet, men selve scenen, hvor dilemmaet opstod og kunne opleves af målgruppen.
Den visuelle strategi fokuserede på at skabe opmærksomhed på et medie, der trods bevægelse, vil fange beskuerens blik. Hjulet bliver en integreret del af fortællingen, og sammen med den store fod og de flyvende hudflager skaber det et overraskende og opsigtsvækkende udtryk, som får forbipasserende til at stoppe op og kigge en ekstra gang.
410.000 eksponeringer med en nettodækning på 57.108 svarende til 5%